Den lille bitte farm

Weekend historie nr 2:

Den dag, det hele gik i ged.

Lad mig indledningsvist komme med en gåde: ”hvor mange mennesker kræver det at flytte 5 geder”?

Ved du det ikke,så læs videre og bliv klogere:-)

Der var engang for længe siden en mor, der lovede sin datter, at hun nok skulle få geder, når de en dag flyttede på landet. Datterens yndlingsdyr var geder, men selvom det var dværggeder, var de ikke forenelige med villahaver eller lejligheder. Så pigen måtte vente. Og vente.

Og endelig kom dagen, hvor moderen kunne fortælle, at de snart kunne kalde sige en slags farmere og pigen ville vide, hvornår hun kunne få byttet sin gedeopsparing til rigtig levende geder. Moderen ville egentlig hellere have ponyer, men bordet fangede og frusnartfarmer måtte ud i verden og lede efter  en gedeflok.  Og heldet var med hende: et sted ikke alt for langt fra det, der senere blev deres lillebitte farm, manglede en flok på 5, to voksne geder og deres 3 1 årige kid, et nyt tag over hovedet: Blomst m sønnen Bob, datteren Bella og dennes to døtre Bellis og Bambi.

Så manglede de bare at bygge en stald, en fold, der var gedesikker (geder spiser gladelig både revl og krat, hvilket er skønt, hvis man vil af med noget sådant i sin have, men knapt så dejligt, hvis man helst vil beholde det), lære noget om gedeernæring, klovklipning o.m.m

Fru Nyslåedefarmers far hjalp med stalden og folden, og gedernes daværende ejer bød på et Kinder-æg i form af en gede-pakke: 5 geder, der kendte hinanden (lækkert), madtønder, klovklippegrej (legetøj) OG en overraskelse: ”jeg viser jer, hvordan i skal klippe klove, give dem loppe og ormemiddel, fortæller jer, hvad I ellers har brug for at vide og I kan altid ringe, hvis I er i tvivl om noget.”

Tilbage var der kun at hente de nye kæledyr, men hvordan?

”Nogen transporterer geder i deres stationcars”, læste Fru Farmer på den fantastiske ”Gedeforum.dk, snik og snak om geder”-side på fb.

Fru Farmers forældre har netop en sådan. De er ikke sarte m dyrehår o lign, meeen geder ville de alligevel ikke transportere i den. Ikke engang hvis de  blev transporteret en af gangen i forældrenes hundebur.

”Nogengange lider vognen uoprettelig skade efter gedetransport,” læste Fru Farmer senere på den fantastiske gedeside, så af hensyn til familiefreden, var det vidst godt, at hendes forældre havde nægtet. Men, what to do?

Igen var heldet med dem: en frelsende engel i form af en af hr Farmers kolleger tilbød dem at låne en hestetrailer.

Dagen oprandt og morfaren, Hr. og Fru Farmer, frk Snartgedeejer og hendes storebror drog afsted efter gederne. De tre mænd skulle agere  hhv chauffør og ekstra hænder.  Gederne, sagde deres snart forhenværende ejer, var normalt ret tamme og nemme, men eftersom de lige havde været stukket af dagen forinden og efterfølgende var blevet fanget og lukket inde i en stald, var de ikke så samarbejdsvillige.

Bob, der aldrig helt havde tilgivet hende for at blive indfanget som lillebitte kid, fået bundet stramme elastikker om sine runde forplantningsappendikser og så ellers rende rundt m dem til de visnede og faldt af, var forståeligt nok den aller sværeste at fange.

De kommende gedeholdere lærte hurtigt: 1.geder er ret hurtige og de er ikke udpræget vilde med at blive fanget og få klippet klove, men 2. de er brugervenligt udstyret med håndtag, der letteregør håndteringen af dem og 3. Faktisk er det dumt ikke at holde godt fast i disse håndtag, da de kan være ret ubehagelige at få i hovedet eller andre steder. Fru Farmer var overordentlig taknemmelig for, at det var dværggeder og ikke limousinekvæg, hendes datter havde forelsket sig i.

Efter en time med gedefangningstumult fulgte trailerpakning. Pakker man 5 ret små geder, 4 halmballer, 2 fodertønder og diverse spande oa, i en trailer beregnet til to store heste, er der en potentiel mulighed for at det hele i løbet af køreturen blev rystet godt sammen på en for gederne ubehagelig måde eller at gederne bruger deres klatreevner til at springe op på tønder og halmballer og hoppe ud af lufthullet bagerst i traileren

Et formidabelt samarbejde mellem de tilstedeværende førte dog til, at farmerfamilien og gederne kunne begive sig trygt mod gedernes kommende hjem lige ud af en trafikeret landevej. Hr farmer var kørt i forvejen, så han kunne tage pænt imod i den anden ende.

Frk Gedeejers nerver var dog endnu ikke faldet til ro efter strabadserne, så mens resten af vognen sad og slappede af og hendes morfar fortalte røverhistorier, kastede hun nervøse blikke mod traileren med hendes nyopfyldte drøm.

Og gudskelov for det; pludselig råbte hun: ”DØREN ER GÅET OP”.

På billedet kan den kære læser se, hvor den pågældende dør befandt sig i den trailer, der fulgte familien m. 70-80 km i timen på en befærdet landevej. Fyldt med skræmte dværggeder, der på ingen måde følte sig knyttet til eller bare tryg ved de mennesker, der havde proppet dem i traileren.

Fru farmer råbte: ”STOP”, morfaren trådte på bremsen , og ud sprang fruen, frøkenen og frøkenens bror. Fru farmer nåede den åbne dør…lige som Bob kom ud af den og hans mor fulgte lige efter. Blomst blev skubbet ind igen,  Hr storebror barrikaderede døren og de to andre fulgte efter Bob, der havde rundet traileren og var på vej ud på vejen. Heldigvis fandt han trafikken mere skræmmende end den lille familie og løb tilbage -i armene på fruen og frøkenen, der greb fast i håndtagene og fik smidt ham ind i traileren igen.

1 time efter stod gederne i en dejlig varm stald og tyggede på frisk hø og gedefoder, Frøkenen var lykkelig for at få sine geder hjem og resten af transportgruppen var glade for at der ikke stod dyretransport på programmet den næste lange tur.

P.S Nu, 1,5 år senere er det en flok meget tamme og medgørlige geder, der huserer på Den lillle bitte farm; En stor hvid og tam buk m dejligt store håndtag på hovedet og to bukkekid er kommet til siden. Kiddene skal snart have gjort noget ved deres forplantningsevne, men Fru Farmer har lovet både Bob, de to kid og Hr. Farmer, at det ikke bliver m elastik-metoden.

PPS:

Svaret på gåden.: En til at køre deres transportmiddel og 3 til at fange dem, når de hopper ud af det på landevejen!

Weekendhistorie nr 3

Fjerkræs-fødselshjælp

Der var så smukt ude på landet. Den lille bitte farm var omgivet af efterårsskønhed og både dyr og mennesker nød de sparsomme solstråler og gjorde sig klar til den kolde, mørke tid.

Skildpadderne havde for længst gravet sig ned og lå allerede og drømte sødt om næste forår og resten af dyreflokken klarede kulden med en tyk vinterpels og et forsøg på at spise sig gennem den mørke tid.

Hr og Fru Farmer lagde planer for næste år og sad og drømte om dyrebørn, indianer-inspireret køkkenhave og alle mulige andre skønne ting og sager.

Fru Farmer funderede over begrebet ”yngler som kaniner” og ærgede sig over, at der endnu ikke var set kaninunger hos angoraerne. Hendes søn havde længe sagt, at Sne (den yndige hunkanin) ikke var mor-typen og til trods for at  hun havde haft besøg af tre forskellige flotte (kanin)fyre gennem årene, var der ikke kommet flere uldtotter til i kaninanlægget. Til gengæld havde hun den smukkeste hvide uld og var sund og rask. Og en god ven for den nytilkomne han-angorakanin, Bailey, selvom han ellers tydeligt viste, at han var ude på mere end venskab. Fru farmer drømte om at spinde chokoladefarvede angorauld og besluttede sig for at investere i en lille hunkanin med den farve. Hun glædede sig allerede til synet af bittesmå angoratotter i creme og chokoladefarvet næste år.

 Farmens fjerkræ lå heller ikke under for menneskeligt gruppepres. De virkede ikke til at have forstået, at Hr og Fru Farmer helst så, at der blev ruget hønekyllinger ud. De havde måtte gribe til drastiske midler og importere spiseæg fra en anden gård, for at kunne bage brownies og andre livsnødvendigheder.

Ret skal være ret. At der overhovedet havde rendt små kyllinger rundt var et lille mirakel i sig selv. Den kloge læser sidder måske og tænker: ”Hvor svært kan det være, at ruge kyllinger ud”? Og dertil må jeg svare: ret svært faktisk. Det kan være legende let. Hvis man er en god skrukhøne og der vel og mærke har været en hane indover, men det kan også være et hårdt og opslidende arbejde. For deres mennesker.

På et tidspunkt i Hr og Fru farmers liv skortede det på skrukhøns. De havde høner og hane (r) og amorinerne fløj gennem hønsegården. Men hønerne var ikke parat til at blive mødre og æggene lå bare der og lå. Hvis de ikke blev bagt ind i en pandekage eller en af førnævnte brownier.

Så Hr og Fru Farmer investerede i en udrugningsmaskine med indbygget æg-vender og læste stolpe op og ned om hvordan,  hvor varmt og hvor længe hønseæggene skulle ligge i den firkantede rugemor.

Fjerkræssiderne på internettet er hvert forår polstret med spørgsmål og svar til vordende eller nybagte fjerkræsmenneske mødre og fædre. En mulighed for virtuel fjerkræsfødselforberedelse og mødre/fædregrupper. For menneskene forstås. Fortællinger om kvinder, der holder kyllinger varme i deres bhér og hønseejere, der har sat bittesmå skinner på deres skævbenede kyllingers ben er bare to af de årligt tilbagevendende historier.

Anyways: efter at have trawlet hønsesiderne på internettet, blev en del hønseæg forsigtigt smidt i den firkantede rugemor og der blev ventet og vendt og temperaturchecket og lyttet. Nu er det jo desværre ikke sådan, at man kan se med det blotte øje,  om et æg er befrugtet eller ej. Man er nødt til at vente til en scanning (hvor man holder ægget op mod en lygte) for at kunne se om kyllingeblodårer ses og selvom de gør, ender de ikke nødvendigvis med at blive til kyllinger:

Nogle af æggene i maskinen var ikke befrugtet og røg ud på møddingen, nogle fulgte samme vej senere efter at udviklingen af uvist hvilken grund var stoppet, en kom ud men overlevede kun en dag… You get the point. Dem der så nåede ud af æggene og ind under en varmelampe indtil de 1000 år senere kunne komme ud i hønsegården måtte kæmpe mod de andre høns  og fristelsen til at stikke af, håbe at der ikke kom en ræv forbi og i øvrigt bede til at de ikke var haner.

Altså : Meget anstrengende. Ikke fordi det er fysisk hårdt (andet end for de små kyllinger), men fordi man bliver så glad og så trist på skift.

Ret skal være ret, det viser sig at netop den pågældende rugemaskine var elendig. Hr og Fru Farmer så lignende udrugningstragedier beskrevet i forbindelse med præcis samme model.

”Hvad gør man så, hvis man bare VIL have kyllinger?,” spørger den interesserede læser måske.

Der findes heldigvis råd for den slags: Man kan så enten indkøbe kyllinger, nyudklækkede eller så store at de ikke behøver at gå rundt under varmelampen eller simpelthen indkøbe en høne, der er skruk på tidspunktet eller tidligere har vist sig at have den slags tilbøjeligheder. Der er hønseracer der er de fødte skrukhøns, nogen der er gode til at lægge æg hver dag (men er elendige mødre) og nogle der vejer godt til og som enten er gode skrukhøns eller ej. Der er selvfølgelig også den mulighed, at man simpelthen giver op og lader naturen gå sin gang. Og så pludselig en dag er der en høne, der lægger sig på en bunke æg uden at bekymre sig om det er hendes egne ( og hvor man i et ubevogtet øjeblik kan liste andre æg indunder, hvis man skulle have lyst til den slags) og så en dag efter ca 21 dage klækker æggene et efter et og hønemoderen sørger for at alle er veltempererede og ikke forlader reden, før de er klar og forsvarer de små  mod næb og klør mod andre høns, mennesker eller dyr. Voila.. Der er en grund til at man har udtrykket : Hønemor. Gode skrukhøns kan noget.

Konsekvensen blev: den forfærdelige rugemaskine røg ud og Hr og Fru Farmer stod tilbage med et par høns mere end før hele udrugningsmaskine-historien startede.

Fru Farmers søn,  Frk gedeejers bror, er ret ligeglad med høns. Til gengæld har han fra en meget ung alder kastet sin kærlighed over moskusænder, vidst nok fordi de er rigtig glade for at spise dræbersnegle, har kløer på deres andefødder, noget der ligner hugtænder i næbbet OG hvæser i stedet for at rappe. De er med andre ord pænt seje. Og smager godt. Det er dem, der sælges under betegnelsen Berberiænder i supermarkedets kølediske.

Han indkøbte en lille flok,  men mistede sin aller-yndlings andrik til ræven og besluttede sig for at udruge nogle af de æg, der stadig var befrugtet af den spiste andrik. Heldigvis fandtes der stadig et udrugningsskab på matriklen. Det lignede et vinkøleskab og var egentlig indkøbt til at ruge reptilæg: Det lykkedes med de første æg og da hr og fru Skægagame blev uvenner (de kom op og slås, han slog sit ene ben, der visnede og faldt af, og hunnen åd det), vurderede familien, at reptilerne ikke gik med planer om familieforøgelse.  Reptil-rugemoderen var derfor ledig. Ind kom en bunke andeæg, der er en del længere om at ruge ud, skal dusches med vand og vendes osv osv.

Men klog af skade og af at læse endnu mere om udrugning af andeæg lykkedes det farmerfamilien, der faktisk slet ikke var farmere på det tidspunkt, at hjælpe en lille flok ællinger til verden. De kom ind under varmelampen. Og fik dagligt dukkerter i det dertil indrettede babybassin i drivhuset. Og blev introduceret til de andre ænder og undgik alt for meget drama.

Nogle blev solgt, nogle spist og en lille eksklusiv, nøje udvalgt flok smukke ænder kom med til den lille bitte farm.

Det sjove med ænder er, at de først bliver skruk, når de har fået samlet en anseelig bunke æg under sig. Velankomne til deres nye bopæl gik de straks i gang med at lægge æg.

I Hr Andeavlers iver efter naturligt udrugede ællinger og den pludseligt opståede mulighed for stordrift, lod han sine ænder beholde deres æg. Hønsene bidrog til browniebagningen, så menneske-familien lod ingen nød.

Det glædelige skete: to ænder lagde sig på sammenlagt 27 æg…og en måneds tid senere var andegården og senere farmens lille bitte sø fyldt med små dunede yndigheder. Ikke et øje var tørt. Og da reptil-rugemoderens varmelegeme alligevel var svingende tog familien Farmer en beslutning:

Naturen er så meget bedre til at klare det med udrugning. Livet er for kort til fjerkræsfødselshjælp. Menneskene vil selvfølgelig sørge for at der er mulighed for at fjerkræsmødrene kan trække sig tilbage med deres unger, stille ællinge- /kyllingeegnet mad til rådighed, samt sørge for fred fra emsige onkler, tanter, hunde og katte. Men hele varme-vende-vande-delen må mødrene selv sørge for. Reptilskabet røg ud.

Og skulle der være en enkelt kylling eller ælling eller en anden dyrebaby, der har brug for udvidet pleje, bliver der taget hånd om det efter et hurtigt familiemøde på farmen. Hr og Fru Farmer har for længst indset, at de ikke skabt til at være dyreavlere, medmindre dyrene selv klarer det.

Men derfor kan man jo godt sidde og dagdrømme om dyrebørn sådan en stormfuld efterårsdag alt imens man synger en lille sang.

10 små hønseæg, en udrugningsblues.

(Melodi: 10 små cyklister)

10 små hønseæg ind i kassen kom

2 var der intet i, kun flydende hvide og blomm`

Der var en, der var to der var tre,

Der var fire, der var fem

Der stod for skud

Der var 6, der var 7 der var 8 der var 9,

Der var ti der sku- ruges ud.

7 små hønseæg varmede i 10 dage

1 nægtede at vokse mer´

Og så var der kun 6 tilbage.

Der var en, der var to osv.

6 hønseæg udviklede sig flot

Men 1 døde på vejen ud og det var ikke godt.

Der var 1, der var 2 , der var 3 osv.

5 små kyllinger kom ud og sad under lampens varme

1 blev kun 1 dag, Fru Farmer skreg af harme.

Der var 1, der var 2, der var 3 osv.

4 små kyllinger kom ud i til de andre kræ

1 fandt ud af et hul, men ikke ind

Og så var der tre…

Der var en der var to..

3 små kyllinger voksede sige store

2 blev til fine høne, 1 til deres uønskede bror.

Der var 1, der var 2

der var 3, der var 4,

der var 5, 6 og

ja faktisk 10 æg, der

røg i maskinen og ik´ i en kage

og

kun 2 super smukke høns er nu tilbage.

The End

Der var engang en pige, der drømte om at flytte på en gård.

Som så mange andre drømte hun nemlig om at få sin egen hest. Sådan en smuk sort hingst, inspireret af historien af samme navn.  Hun så sig selv galoppere ud over markerne, gennem skovene og ridende gennem den lille by. Hun var et med sin hest og behøvede bare at røre den ganske let eller sige et enkelt ord, for at få ham til at sætte i galop. For hun var sådan en gudsbenådet hestehvisker.

I sine drømme.

Pigen boede med sin familie i et typisk parcelhuskvarter og levede sine hestedrømme ud på en af de lokale rideskoler. Og så en dag fik hun travlt med skolen og livet og flyttede til hovedstaden og glemte alt om at få en gård. 

Lige indtil hun mødte en mand, der vækkede den gamle drøm til live . Sammen skulle de finde en lille bitte gård, hvor drømmehesten og andre dyr kunne bo med dem og deres børn. For pigen, der nu var frue og tilmed en slags lille bitte farmer, elskede dyr næsten lige så højt (lejlighedsvist faktisk højere) som hun elskede sine børn og Hr Farmer. Hun syntes, at  det var en synd og skam at ikke alle anede, hvor fantastiske dyr kan være. Fru Farmer fik en ide: hun ville lave en lille bitte besøgsgård, hvor børn og forældre kunne lege at de boede med høns, ænder, geder og hvad ved jeg.

Tanken om at købe en lille fin ridepony (sådan en total børnesikker en), som så samtidig kunne være foldmakker til hendes og hendes datters smukke sorte hest (der foreløbig kun græssede i hendes tanker) begyndte at røre på sig.  Hun forestillede sig glade børn ridende rundt blandt de andre dyr.

En af Fru Farmers veninder, der havde sin gang på et shetlandsponystutteri/-rideskole fortalte om en yndlingspony, som snart ville blive sat til salg.

Fru Farmer befandt sig derfor en kold vinterweekendsdag blandt røde shetlandsponyer og samtaler om samme; Ponyavleren viste sig at være habil ponyvognskusk og- instruktør og Fru Farmer øjnede straks en mulighed for at kunne bruge ponyen til andet end trækture og hygge. Der var bare den lille detalje, at hun ikke aldrig så meget som havde siddet forrest i en hestevogn og ponyavleren ville ikke lade hende overtage yndlingsponyen, Obelix, før både pony og avler havde godkendt hendes evner til at køre.

 Da Hr. Farmer og Frk Gedeejer ( se weekendhistorien om gederneJ) allerede havde sagt god for ponyen, gik Fru Farmer i skarp træning hos Hr. Ponyavler og et par måneder senere kunne farmerfamilien  byde velkommen til Obelix. Da den sorte hingst stadig lod vente på sig, havde de tilmed fået lov at låne den yndige 2 årige Ribs med som selskabspony. Ribs havde for længst charmet sig ind i Fru Farmers hjerte med sine store brune øjne, bløde røde ponyfølspels og lange divakrøllede hale. Pludselig var planen om den sorte hingst og den lille selskabspony ændret til en pakkeløsning med 2 tykke shetlandsponyer og jagten efter en lille hestevogn.

Det viste sig, at Fru Farmers behov for hestehove på egen jord sagtens kunne dækkes af de to madglade pelsdyr og at sådan en hestevognstur med Frk Gedeavler kunne få begge til at glemme at ville ride for en stund.

Og hvis ikke det kunne holde tankerne beskæftiget, så blev de det, når Ribs af og til blev sulten, fandt en svaghed i hegnet og pludselig befandt sig i/v hønsegården eller lokkede Obelix med ud og strejfe en Søndag morgen. Sådan en doven søndag morgen, hvor Hr og Fru Farmer havde festet til ud på natten og absolut ikke havde planlagt, at blive vækket af en venlig mand, der var ret sikker på at det var deres ponyer, der var på vej mod nærmeste by.

Det var faktisk heller ikke deres plan at jagte de to ponyer rundt i, gennem og omkring den lille by med to grimer og en spand havre. 2 timer og en masse kilometre senere `stødte de på` de undvegne slamberter i byens skolegård og kunne et øjeblik efter vandre hjem i den friske formiddagsluft. Der var ikke mange mennesker på vejene endnu. Heldigvis, for det var ikke lige sådan Fru Farmer havde drømt om at hendes heste-tur gennem byen skulle foregå. Men hendes drømme havde selvfølgelig også omfattet et hovdyr af en ganske anden størrelse, farve og fremtoning.

Nuvel, det kan godt være at hun (endnu) ikke kunne sætte sig op på sin sorte ganger og galopere ud i verden. Til gengæld var hun i besiddelse af en, snart to fine køreponyer. Om heldet, hendes evner udi køreponytræning og ponyens evner, ville det.

Fru Farmer, der åbenbart ikke var holdt op med at drømme, drømte nu  om at kunne hente gæster på stationen i en gammeldags hestevogn trukket af to gudesmukke graciøse gangere aka de to buttede ponyer. Vognen skulle være sådan lidt kaneagtig og sæderne betrukket af bourgognefarvet velour/skind.I tilfælde af frostgrader ville Fru Farmer, der var iført en smuk matchende kjole og opsat hår, tilbyde gæsterne en fantastisk uldplaid med indvævede heste. Ikke et øje ville være tørt.

Heldigvis trådte en engel til i skikkelse af Hr Ponyavler til og kom venligst forbi farmen og instruerede Fru Farmer i hvordan og hvorledes hun skulle gribe træningen an.Ribs, der aldrig før havde haft et bid i munden , seletøj på ryggen og en person gående både v siden af bagved, brokkede sig lidt men opførte sig hurtigt eksemplarisk.

”Easy, peacy”. Tænkte Fru Farmer og glædede sig til at hendes ponyvognskørselsmedsammensvorne, Frk Gedeejer kom hjem og de kunne drøne rundt og øve sig.

Meeen den ene dag tog den anden og der gik over en måned før Ribs, under protest, fik udstyret på igen.

Fru. Farmer prøvede at huske, hvad hvad Hr Ponyavler havde fortalt hende, men det gik ikke helt så glat som sidst; Ribs Skiftevis brokkede sig og stod stille eller prøvede at spise græs. ”Hun er lige så stædig som mig”, sagde Frøkenen, da Ribs for Gud ved hvilken gang stod bomstille og Frk Farmer prøvede at skubbe ponyen i gang, imens hendes datter forsigtig trak i grimen.

De var enige i, at det ville dumt at bruge en pisk. De kunne risikere at ponyen fik traumer for livet og aldrig turde have seletøjet på igen. Så hellere skubbe. De var muligvis ikke de mest erfarne, når det kom til ponytræning, men de var til gengæld heller ikke voldelige.

”Det gad jeg godt at se”, tænker du måske. Faktisk havde Fru Farmer i et anfald af kækhed bedt Hr Farmer om at komme ud og forevige seancen…”bare sådan om en halv times tid, når vi har helt styr på det og det bare kører derudaf”. Den kære mand rendte flittigt rundt og tog billeder af de to amatører; frk Gedeavler, der fra hovedenden prøvede at motivere ponyen til at ignorere både græs og bid, og Fru Farmer, der skubbede på bagfra og bad ham prøve at tage billeder, hvor de ikke så komplet tåbelige ud.

Først timer senere huskede Fru Farmer, at Hr Ponyavler havde vist hende, hvordan man brugte pisken under træningen. Uden gene for hverken pony eller kusk. Og at man faktisk ikke kan undvære pisken, når man kører hestevogn.

Den kære læser må selv forestille sig seancen. Fru Farmers stadig skrøbelige Ponyvognskuske-ego tåler ikke, at billederne af seancen offentliggøres. Ikke før der en dag forefindes fantastiske ”efterbilleder”, hvor hun henter gæster ved stationen i den smukke vogn med de to eksemplariske ponyer spændt for. Hun skal bare blive lidt bedre til hestehviskeri og har fundet en større hestevogn.

Og det kommer vidst til at vare lidt.  

Imens drømmes der videre på den lille bitte farm i det vestsjællandske