Meget træt mor med sine helt nyfødte kid og en stolt far.

Det er svært at forestille sig noget mere kært..


Lidt om bagsiden af medaljen.

og forsiden...


Et lille stemningsbillede fra En Lille Bitte Farm 


I er gået glip af noget.

Noget meget sørgeligt.

Jeg havde nemlig planlagt, at berette lidt fra den knapt så lykkelige del af det at være en lille farmer.


Forestil Jer en iskold, meget smuk vinter-dag. På et rundt bord-bænke-sæt med udsigten til en lille bitte sø, snedækkede marker og en blå, blå himmel sidder Fru Farmer i sin rød-blå flyverdragt og drikker kaffe af et termokrus imens hun beundrer udsigten med tårevædede øjne.

Kattene og hunden virker ikke til at have bemærket hendes sindstilstand, men klatrer og løber glade rundt om benene på hende. De har selvfølgelig heller ikke set hende sidde i stalden hele morgenen med favnen fuld af næsten nyfødte gedekid og prøve at få varme og liv i dem, imens deres mødre gik rundt og kaldte på dem.

Hund og katte husker måske kun, at hele farmerfamilien fór glade rundt aftenen inden og sørgede for at de nyfødte kid og deres mødre havde det varmt og godt.

Det er jo slet ikke optimalt, at sætte unger i verden sådan en tid, hvor temperaturen svinger mellem koldt og meget koldt om natten. Hvis man er en ged, altså. Hovedparten af farmerfamilien er faktisk født i årets første måneder, men vi fik lov at komme til verden indendørs.

De små kid overlevede ikke. Mødrene valgte af en eller anden grund at lægge dem v døråbningen og prøvede at passe dem alene. 

Halvanden døgn efter, de var blevet mødre lå de istedet sammen og holdt varmen.

Gedemødrene, Bellis og Mikkeline, er mor og datter, og rykkede tæt sammen med Kiwi, Mikkelines søster og virkede ikke til at være utrøstelige. Resten af flokken, der ellers havde været lidt stille under hele kid-balladen opdagede, at der var kommet nyt hø i beholderne og glemte alt andet.

Og det var da meget godt, men ikke godt nok til at jage tristheden væk fra menneskene.

Og det var sådan cirka det, jeg ville have delagtiggjort Jer i.


Da Bellis´søster Bambi længe havde set meget gravid ud, brugte farmer-børnene den triste aften på at hente så meget halm hos halm-puscheren, naboen, at stalden kunne blive fóret med strå.

Og det var godt.

Næste morgen begyndte Bambi nemlig at se ud som om noget var på vej.

Endnu mere halm blev fyldt i stalden og der blev holdt øje med ..og ventet og ventet.

Fru Farmer var nervøs. Hvad nu hvis kiddene sad forkert. Da det var blevet eftermiddag og intet var sket, besluttede  farmerfamilien at køre en tur ud i verden for at se på et nyt komfur ( der var røget samtidig med at varmen og det meste af el-en røg i huset, som derfor var næsten lige så koldt som stalden). Den lokale elektriker havde sørget for at få skik på varme og lys.

Gedernes ejer, Frk Farmer, kiggede til gederne inden bilen forlod matriklen.. netop som Bambi, helt af sig selv, havde født det sidste af 3 kid. I en hule i stalden, der er bygget til præsis det formål.

God ged. Der blev bygget en mur af halm omkring de nyfødte og deres meget trætte mor. Hun fik serveret sukker/salt-opløsning og gik igang med at spise af muren. Og sove. Efter lige at have givet sine kid mad.

Tidlig næste morgen hoppede Fru Farmer direkte fra sengen ind i flyverdragten for at se, om seancen med den udendørs sørgekaffe skulle gentages.

Det skulle den ikke. ikke helt. Et kid havde ikke overlevet natten. Da geder kun har to patter, er det ikke helt usædvanligt.

Bambi lå i sin hule og sov med to friske og mætte kid tæt til sig.


I skrivende stund har alle det godt.

Både dem med og uden kid.

Og Fru Farmer er ikke trist længere.


Det er en del af det at have dyr. For det meste går alt godt og man fortsætter glad og fortrøstningsfuld med at ville have dyr, og planlægger måske ligefrem at udvide dyreflokken.

Og så er der øjeblikke, hvor man overvejer, om det ikke ville være både nemmere og bedre og afhænde alle dyr og leve det semi-glade, uafhængige og nogenlunde bekymringsfrie liv helt uden. 

Indtil videre har de øjeblikke heldigvis ikke varet ved. Ikke længe nok, til at jeg kan nå at skrive dem ned før noget dejligt sker.

Og en ting er hel sikker. 

Gedekid er noget af det dejligste, der findes.


Henrykte, håbefulde vinterhilsener

fra Farmerne, der endnu engang er blevet erfaringer rigere.



Ps. fordi jeg ikke fik postet dette med det samme, nåede Kiwi at føde også. Både mor og kid har det fint :-)

(Billedet viser 18 t gamle kid med sin mor, moster og mormor.






Januar nyhedsbrev


I håb om at I alle har haft en jul, der var præcis som I ønskede, vil jeg ile med at sige Godt Nytår.


Det var faktisk meningen, at jeg ville have skrevet for flere uger siden, men der kom en nisse i vejen.

Bogstaveligt talt. Han hedder Peter og begyndte allerede i sommers at presse sig på.

Jeg troede, at han bare ville fortælle en hyggelig lille julehistorie og allierede mig med mine børn og FGU Nordsjælland om at forfatte en illustreret julekalender, som I skulle kunne høre på lydbog og følge med i på print.

Sådan skulle det tydeligvis ikke gå.

For Peter, der bor her på Den Lille Bitte Farm, ville fortælle sin slægtshistorie.

En historie, jeg først kunne sætte punktum i den 22. december.

Sådan kan det gå.

Jeg lover Jer, at I får mulighed for at læse og/eller høre den når vintermørket begynder at presse sig på igen om 10 måneder eller så.


Men nu er det helt andre ting, der presser sig på her på matriklen.

Både dyr og mennesker er ved at være godt trætte af mudder og mørk himmel.

Chicha er træt af, at vi ikke gider at være ude og kattene ligeså. De er til gengæld blevet virkelig gode til at fange uønskede gnavere. Til stor glæde for os alle.

Gederne fik til gengæld en adventsgave i form af en velkendt, hvid julebuk med en umiskendelig lugt: Miquel gen-indtog sin plads øverst i hierakiet 2. søndag i advent. På billedet hilser han på nr 2 på ranglisten: Blomst. Alt er fryd og gammen.


Obelix og Ribs har til gengæld kunne nyde godt af en af mine julegaver,

sider på deres løsdriftstald, som hidtil har været pakket ind i plast.

Nu kan de stå og ligge i tørvejr i en bunke halm og kigge ud på det store mudderhelvede. Naturen var så venlig, at storm-teste den umidlbart efter opsætningen..og den står der endnu.

Når foråret kommer får den en make-over, men ponyerne er allerede godt tilfredse.

Og apropos ponyerne:

Endnu en pony-relateret julegave til mig, i form af en vogn med mulighed for både en-spand- og to-spandsbrug, står nu og kalder på gårdspladsen.

Den skal have udskiftet træ, males og vi skal udtænke en prærievognsoverdækning. Jeg glæder mig meget til at gå i krig med den opgave og er taknemmelig for at Hr Farmer kender sin kones inderste ønsker :)

I får selvfølgelig lov til at følge med fra sidelinien både når det gælder vognen og planerne for Den Lille Bitte Farm i øvrigt. Det skal nok blive sjovt.




December-nyhedsbrev


Der har været bemærkelsesværdigt stille herinde i lang tid. Jeg ved det godt, men iler med at fortælle, at det kun skyldes, at der har været travlhed på andre fronter.

På dyrefronten har der været storeflyttedage.

Da efteråret flyttede ind med sine smukke farver, faldende varmegrader og generøse mængder vand, besluttede

skildpadderne ved et husmøde, at gå i hi netop som efterårsferiens gæster meldte sine ankomster; det lykkedes Hr Farmer og nogle af gæsterne at finde 5 ud af de 6 store, der nænsomt blev bugseret ind i deres drivhus, hvorefter udgangen blev spærret. Et par dage efter fandt han selv den sidste og kunne sige pænt farvel og på gensyn til sine skjoldede venner. De har nu fået et tæppe af hø ind i drivhuset og kommer forhåbentlig først frem, når forårssolen har overtaget magten igen. 

De små skildpadder har også gravet sig ned til trods for at blive flyttet ind indendørs. Måske havde de spået, at hunmarsvinene ville flytte ind i samme lokale ugen efter, føde 6 unger og højlydt give udtryk for deres store glæde over at komme ind i varmen. 

Ingen grund til at investere i National Geographic på tv. Der er (stadig) nok at se til og på med de vågne dyr.

Da stormen huserede over den lille bitte farm i efteråret, blæste kaninernes låg op (den kunne åbenbart haspe den op selv) og ud hoppede alle kaninerne. Bailey og Sonja hoppede hurtigt frivilligt ind i kaningården og Benny lod sig modvilligt fange en måned efter. Han nød ellers at være fri med Xenia, men havde vidst også savnet de andre lidt.

Xenia, der jo kun har boet på Den Lille Bitte Farm siden i sommers, nød til gengæld det frie liv indtil hun, ved et heldigt uheld (heldigt for os, altså), hoppede ind i den vintertomme marsvinegård og HAPS øjeblikket efter røg ind sammen med de andre tre.

De går fint i spænd sammen, omend Xenia ikke er så vild med Bailey, som jeg kunne ønske. Det er trods alt meningen, at der skulle komme angoraunger på et tidspunkt.

Bailey er blevet bedstevenner med Sonja og om lidt får Xenia sin egen løbegård ved siden af de andres.


Gederne opholder sig mest indendørs. De er ikke vilde med nedbør, hverken regn eller sne og synes til gengæld, at de burde få mad hverandet øjeblik. Blomst og Bob nyder at være kommet på førerpladsen igen og dermed kunne spise sig mætte før de andre. Det ses!! 

De har alle været på slankekur og ligner ikke mere julekugler med ben, pels og horn.

Vi mennesker har nydt, at gedebukkelugten har været væk i nogle måneder og at vi har kunne klappe og fodre alle gederne nogenlunde stille og roligt.

2. Søndag i advent er freden dog forbi. Miguel vender hjem og

overtager alfa-pladsen efter forhåbentlig at have sørget for at efterlade en drægtig ged i det nordsjællandske.

Men..ingen jul uden en julebuk :-)

Det bliver rart at få ham hjem igen.

Hønsene nægter at lægge æg og bevæger sig nødigt ud, når sneen er der. De er ikke imponerede over dens skønhed og ville nok foretrække at kunne gå i hi, som skildpadderne.


Ænderne, derimod, virker til at være ret ligeglade med kulde og sne. Da deres lille vandhul er frosset til, hænger de istedet ud på nogle af naboernes marker.

Lad os håbe, at alle har købt de juleænder, de skal bruge og ikke bliver fristede af de store Berberiænder, der besøger dem.


Chicha og killingerne Kurt (Cobain) og Kaysa konkurrerer om, hvem der er bedst til at fange mosegrise, mus og rotter. Til stor glæde for os mennesker og knapt så stor glæde for gnaverne.


Ponyerne har længe huseret i frugthaven, hvor de har lignet bamser mere og mere for hver dag, der er gået og har sørget for at der ikke er så meget som et æble tilbage.

De er lige flyttet tilbage til deres fold og har besluttet sig for at spise sig gennem vinteren.

I håb om at I/Du derude har mulighed for at nyde det smukke vinterlandskab, ønsker vi alle en dejlig december måned og lover at vende tilbage med opdatering fra gedesammenføringen og andre vigtigheder.





Dyrehistorier


Klik på dyrene og lær dem bedre at kende.

Vil Du have at vide, når der sker nyt på Den lille bitte farm?

Send en mail til os, med teksten: Nyhedsbrev i tekstfeltet.


Hold Din næste børnefødselsdag på Den lille bitte farm.


Andet end børnefødselsdage

Er Du vokset fra skattejagt og gedeklapning, tilbyder vi forskellige former for workshops og afholder diverse markeder.