Høns: De små, de store og de rigtig store.




Hr Farmer har haft hovedet fuldt af høns, æg og kyllinger. I nævnte rækkefølge:-)

De nye høns (Goliath, Gertrud og Gerda) er landet i deres spritnye hjem. Efter et par dage, hvor de lige skulle se deres noget mindre naboer og os tobenede an og omvendt, spankulerer de glade rundt.

De første aftener måtte Hr Farmer bære dem ind i huset, men nu kan de selv finde både ind og ud og hønsedamerne lægger pænt æg i de dertil indrettede redekasser. De har tidligere været udstillingshøns, så de finder sig heldigvis gladeligt i at blive båret på. Heldigt, når de er så kæmpestore.

Deres naboer Arcuanerne (med de kulørte æg), Orphingtonerne (med de creme farvede) og Sølvbraklerne (med de hvide) er så venlige at lægge æg igen. Til stor glæde for både os  og og de mange, der er vilde med Sølvbrakler. Hr. Farmer har haft dejligt mange æg at bytte med. 


I den lille hønsegård, har silkehønsene måtte sige farvel til nogle af vennerne. Både de og en masse æg har fået boliger. I hønsekredse er foråret tiden, hvor alle bliver grebet af trang til at få ruget kyllinger ud, opgradere hønseflokken og planlægger nye tiltag. Der bliver byttet, solgt og købt rugeæg landet over i en grad der nok ville overraske de fleste ikke hønse-ejende mennesker.

Hr. Farmer har således sendt æg med kurér til Odense, mødtes med én i Roskilde under en port og en anden på en parkeringsplads i Ringsted. Vi er mange, der er vilde med æg i mange farver og der kan let gå sport i det.


Der er forår i luften og nogle af silkehønsene går vidst allerede og overvejer at blive skrukke, så der kommer højst sandsynligt silkekyllinger indenfor de næste

måneder. På helt naturlig vis. 

I går satte Hr. Farmer 48 æg over, så hvis heldet er med os, kan vi høre de første pip om 21 dage. Jeg lover at det ikke kommer til at gå ubemærket hen herinde. Vi ELSKER kyllinger og sender en kærlig tanke og et tak til  www.Alpacawalk.dk for lån af maskinen.


Vi elsker også at sove med åbent vindue, men pt er det smartest at lukke alle vinduer efter solopgang. Medmindre man er i humør til en trestemmig hane-koncert.

Vort soveværelse ligger tæt på silkehanens lyse og noget skingre hanegal.  Fra den anden side af grunden høres sølvbraklens lidt dybere og knapt så irriterende galen, der nu er blevet suppleret af Brahmaens imponerende bas.

Forhåbentlig er hønsedamerne vilde med den slags.  Vi andre må bare stå tidligt op eller tage ørepropper i:-)

Men det er en helt anden historie.