Den lille bitte farm

Den dag, det hele gik i ged.

Lad mig indledningsvist komme med en gåde: ”hvor mange mennesker kræver det at flytte 5 geder”?

Ved du det ikke,så læs videre og bliv klogere:-)

Der var engang for længe siden en mor, der lovede sin datter, at hun nok skulle få geder, når de en dag flyttede på landet. Datterens yndlingsdyr var geder, men selvom det var dværggeder, var de ikke forenelige med villahaver eller lejligheder. Så pigen måtte vente. Og vente.

Og endelig kom dagen, hvor moderen kunne fortælle, at de snart kunne kalde sige en slags farmere og pigen ville vide, hvornår hun kunne få byttet sin gedeopsparing til rigtig levende geder. Moderen ville egentlig hellere have ponyer, men bordet fangede og frusnartfarmer måtte ud i verden og lede efter  en gedeflok.  Og heldet var med hende: et sted ikke alt for langt fra det, der senere blev deres lillebitte farm, manglede en flok på 5, to voksne geder og deres 3 1 årige kid, et nyt tag over hovedet: Blomst m sønnen Bob, datteren Bella og dennes to døtre Bellis og Bambi.

Så manglede de bare at bygge en stald, en fold, der var gedesikker (geder spiser gladelig både revl og krat, hvilket er skønt, hvis man vil af med noget sådant i sin have, men knapt så dejligt, hvis man helst vil beholde det), lære noget om gedeernæring, klovklipning o.m.m

Fru Nyslåedefarmers far hjalp med stalden og folden, og gedernes daværende ejer bød på et Kinder-æg i form af en gede-pakke: 5 geder, der kendte hinanden (lækkert), madtønder, klovklippegrej (legetøj) OG en overraskelse: ”jeg viser jer, hvordan i skal klippe klove, give dem loppe og ormemiddel, fortæller jer, hvad I ellers har brug for at vide og I kan altid ringe, hvis I er i tvivl om noget.”

Tilbage var der kun at hente de nye kæledyr, men hvordan?

”Nogen transporterer geder i deres stationcars”, læste Fru Farmer på den fantastiske ”Gedeforum.dk, snik og snak om geder”-side på fb.

Fru Farmers forældre har netop en sådan. De er ikke sarte m dyrehår o lign, meeen geder ville de alligevel ikke transportere i den. Ikke engang hvis de  blev transporteret en af gangen i forældrenes hundebur.

”Nogengange lider vognen uoprettelig skade efter gedetransport,” læste Fru Farmer senere på den fantastiske gedeside, så af hensyn til familiefreden, var det vidst godt, at hendes forældre havde nægtet. Men, what to do?

Igen var heldet med dem: en frelsende engel i form af en af hr Farmers kolleger tilbød dem at låne en hestetrailer.

Dagen oprandt og morfaren, Hr. og Fru Farmer, frk Snartgedeejer og hendes storebror drog afsted efter gederne. De tre mænd skulle agere  hhv chauffør og ekstra hænder.  Gederne, sagde deres snart forhenværende ejer, var normalt ret tamme og nemme, men eftersom de lige havde været stukket af dagen forinden og efterfølgende var blevet fanget og lukket inde i en stald, var de ikke så samarbejdsvillige.

Bob, der aldrig helt havde tilgivet hende for at blive indfanget som lillebitte kid, fået bundet stramme elastikker om sine runde forplantningsappendikser og så ellers rende rundt m dem til de visnede og faldt af, var forståeligt nok den aller sværeste at fange.

De kommende gedeholdere lærte hurtigt: 1.geder er ret hurtige og de er ikke udpræget vilde med at blive fanget og få klippet klove, men 2. de er brugervenligt udstyret med håndtag, der letteregør håndteringen af dem og 3. Faktisk er det dumt ikke at holde godt fast i disse håndtag, da de kan være ret ubehagelige at få i hovedet eller andre steder. Fru Farmer var overordentlig taknemmelig for, at det var dværggeder og ikke limousinekvæg, hendes datter havde forelsket sig i.

Efter en time med gedefangningstumult fulgte trailerpakning. Pakker man 5 ret små geder, 4 halmballer, 2 fodertønder og diverse spande oa, i en trailer beregnet til to store heste, er der en potentiel mulighed for at det hele i løbet af køreturen blev rystet godt sammen på en for gederne ubehagelig måde eller at gederne bruger deres klatreevner til at springe op på tønder og halmballer og hoppe ud af lufthullet bagerst i traileren

Et formidabelt samarbejde mellem de tilstedeværende førte dog til, at farmerfamilien og gederne kunne begive sig trygt mod gedernes kommende hjem lige ud af en trafikeret landevej. Hr farmer var kørt i forvejen, så han kunne tage pænt imod i den anden ende.

Frk Gedeejers nerver var dog endnu ikke faldet til ro efter strabadserne, så mens resten af vognen sad og slappede af og hendes morfar fortalte røverhistorier, kastede hun nervøse blikke mod traileren med hendes nyopfyldte drøm.

Og gudskelov for det; pludselig råbte hun: ”DØREN ER GÅET OP”.

På billedet kan den kære læser se, hvor den pågældende dør befandt sig i den trailer, der fulgte familien m. 70-80 km i timen på en befærdet landevej. Fyldt med skræmte dværggeder, der på ingen måde følte sig knyttet til eller bare tryg ved de mennesker, der havde proppet dem i traileren.

Fru farmer råbte: ”STOP”, morfaren trådte på bremsen , og ud sprang fruen, frøkenen og frøkenens bror. Fru farmer nåede den åbne dør…lige som Bob kom ud af den og hans mor fulgte lige efter. Blomst blev skubbet ind igen,  Hr storebror barrikaderede døren og de to andre fulgte efter Bob, der havde rundet traileren og var på vej ud på vejen. Heldigvis fandt han trafikken mere skræmmende end den lille familie og løb tilbage -i armene på fruen og frøkenen, der greb fast i håndtagene og fik smidt ham ind i traileren igen.

1 time efter stod gederne i en dejlig varm stald og tyggede på frisk hø og gedefoder, Frøkenen var lykkelig for at få sine geder hjem og resten af transportgruppen var glade for at der ikke stod dyretransport på programmet den næste lange tur.

P.S Nu, 1,5 år senere er det en flok meget tamme og medgørlige geder, der huserer på Den lillle bitte farm; En stor hvid og tam buk m dejligt store håndtag på hovedet og to bukkekid er kommet til siden. Kiddene skal snart have gjort noget ved deres forplantningsevne, men Fru Farmer har lovet både Bob, de to kid og Hr. Farmer, at det ikke bliver m elastik-metoden.

PPS:

Svaret på gåden.: En til at køre deres transportmiddel og 3 til at fange dem, når de hopper ud af det på landevejen!