Vores visioner

Nærvær

Det er alment kendt, at det at være sammen med dyr kan have en gavnlig effekt på ens stressniveau og generelle velbefindende.

Vi prøver at indrette Den Lille Bitte Farm så både store og små få kontakt med dyrene.

Det betyder blandt andet, at vi kun tager imod et begrænset antal besøgende af gangen: der skal være plads og hjælp til at kunne sidde og studere skildpadderne, ride en tur i det høje, grønne græs, lære hønsene at kende og fodre og klappe gederne.

Med andre mennesker:

Men nærvær er i høj grad også at dele særligt gode oplevelser med andre, hvad enten det er den medbragte familie, dagplejemor, venner eller os, fra Den Lille Bitte Farm.

Det er derfor, vi godt vil have god tid til alle vore gæster og holder på at skræddersy et besøg og prioritere tid til kaffe/saft og snak., så så mange som muligt går hjem med følelsen af at have fået et lille afbræk i den daglige trummerum af skærme og en overflod af input.

 Med håndarbejde og anden form for kreativitet:

Der er efterhånden skrevet mange bøger om og af mennesker, der har strikket, hæklet og malet sig ud af livskriser, stressforløb og depressioner.

Vi er efterhånden mange, der sætter (næsten/mindst) lige så meget pris på at forsvinde i et stykke håndarbejde, som i at feste til den lyse morgen.

På Den Lille Bitte Farm bliver der således både spundet garn, strikket, hæklet, malet og alt muligt andet. Vort ønske, er at dele både vor glæde ved og med dyrene OG håndarbejdet og antallet af arrangementer, der indeholder håndarbejde, vil derfor stige med tiden.

 

Natur

Vort mål er, at give dyrene leveforhold, der så vidt muligt matcher deres naturlige. Her er et par eksempler.

Vore høns har rigtig meget plads at boltre sig i:

Deres hønsegårde er store og herudover bliver de jævnligt lukket ud i haven.

De får kosttilskud, men om sommeren får den meget af sulten stillet i blomstrende græsser, frugter, bær, insekter og når vi har det, madaffald.

De har mindst en hane/hønsegård, til at holde styr på tropperne og når en eller flere af hønsene bliver skruk, får de lov at ruge både egne og andre æg ud.

Det betyder, at vi mennesker ikke altid får så mange æg at spise. Til gengæld har vi glade og rolige høns, der meget sjældne bliver syge.

Vore moskusænder har både andegård og –huse, men kan allerbedst lide at husere frit i haven og have fri adgang til farmens lille bitte sø. Vi forsøger at beskytte dem mod ræven ved at lukke dem inde om natten, når der er familieforøgelse i ræveflokken, ænderne ruger og ved at lade grene vokse ud over søen. Vi har mistet en del ænder til ræven (og ilderne) gennem årene, men den nuværende flok har fundet ud af at sove i sikkerhed over søen.

Vore kaniner lever flere sammen i anlæg, hvor de kan grave og selv vælge om de vil være inde eller ude.

De får fuldfoder, men også så meget af årstidens grønt som muligt.

Dette betyder blandt andet, at klipning af negle og slibning af tænder indtil videre har været unødvendigt.

Marsvin lever sammen i store flokke/grupper i naturen, bestående af både hanner og hunner.De bor i huler og holder af langt græs/tæt bevoksning, hvor de kan færdes uden at blive opdaget af rovdyr.Vore marsvin bor uden for hele sommeren, men tages ind i tørvejr om vinteren.

Efter et ulyksageligt møde med en ilder(familie) måtte vi sige farvel til vore store familiegruppe og har pt tre hanmarsvin, der stortrives sammen

.

Nysgerrighed

Hvordan kan man strikke et koncept sammen, der gør det muligt at have dyr på , dele dem med andre og gøre det uden at hverken dyrene, vi, naturen eller vore gæster lider last?

Hvordan indretter man deres bosteder?

Hvordan tager man imod besøgende og hvordan sikrer man sig, at alle har råd?

Hvordan finansierer man hele gildet, uden at Farmerfamilien må arbejde i døgndrift?

Hvordan skaber og videre-udvikler man en lille bitte besøgsgård, der kan blive ved med at skabe glæde og gode stunder, for alle implicerede?

Hvilke (nye) dyr kunne være sjove og give mening at have…

Osv osv.

Den Lille Bitte Farm udspringer mere end noget andet i nysgerrighed. Vi håber det smitter af på andre og inspirerer til selv at være nysgerrige på livet og den måde, vi vælger at leve det.