Geder er kendt for at kunne spise alt. Også alt muligt andre dyr ikke gider at spise. I tegnefilm spiser de også dåser og andet skrald, men det gør de nu ikke i virkeligheden og de har i hvert fald ikke godt af at spise den slags.

De er vilde med tornede buske og grantræer, så de glæder sig til julen er overstået og de får de brugte juletræer til middag.

Vi har, ligesom rigtig mange mennesker før os, udnyttet, at de er både gode og hurtige til at rydde op i vildnis og lukker dem jævnligt ud af deres fold, så de kan sørge for at rydde lidt op i planterne. Man skal bare liiige huske at pakke sine krukker og fine, små træer væk først.

Gederne er ikke interesserede i dejligt grønt og saftigt græs, som ponyerne, men spiser hellere højt og tørt græs.

De får deres hø i en spand med huller (se i stalden), da de er ret kræsne, når det kommer til hø; De spiser ikke hø, der har været på gulvet og vælger de særligt lækre strå ud og smider resten på gulvet.

Geder hader regnvejr, stærkt sollys og tåler ikke træk, så de har brug for et tørt sted at gå ind.  De elsker at være ude til sent, sover gerne længe og ” i bunker”.

Dværggeder er ml 65 og 105 cm høje og bliver typisk ml 6 og 10 år gamle.

Dværggeder er drægtige i 150-170 dage og får 1 til 3 kid.  Vi er så heldige, at have en gedebuk og får derfor kid hvert år.

Og apropos gedebuk:

Lad mig præsentere Miquel, farmens eneste gedebuk. 

Kender I talemåden : X lugter af ged? Faktisk er det ikke alle geder, der lugter af ged. 

Kun gedebukkene lugter af mere og andet end feks marsvinene, og de er mest gavmilde med deres lugt, når der er “forår i luften” og dejlige gededamer til stede.

 Af samme grund har vi været noget tøvende med hensyn til at få en buk. Meen ak, det er ret svært at få gedekid uden en. En løsning kunne være at leje en. Ja, det er faktisk en “ting”.

 Så slipper man for at have det kraftigt lugtende handyr gående længere end højst nødvendigt OG man undgår at far ged senere får kid med sit eget afkom.

Desværre var der ingen buk til leje i miles omkreds. 

Vi stod derfor overfor valget: 1. ingen kid eller 2. vi springer ud i det der med buk og lugt og indavlsproblematik og tadaaaa…det er så præcis det, vi har gjort.

Miquel er ca. 4 år år, hed Mikkel indtil han kom til os for 1,5 år siden og havde, siden han var 8 uger, gået med sin bror og hygget sig hos en familie med små børn. 

Da han landede, fik han lov til lige at vænne sig til stalden, alene. Der stod han så og rystede lidt, ganske usikker og forvirret.

 Da han hørte de andre udenfor, skyndte han at svare igen med sin dybe gedebukkebas og blev straks lukket ud. Og hokus pokus, gedebukken i fokus. 

Pludselig vejrede alle gederne, at en testosteronbombe m længere horn, pels og meget dybere røst, var landet. Kastraten Bob så noget betuttet ud (eller også var det bare vores tolkning :-)), men i løbet af nul, komma, nul var han placeret øverst i hierakiet og så ud som om han havde været i den flok hele sit liv.

 Og den skrappe Blomst og hendes søn Bob, måtte finde sig i at aflevere alfadyrstitlen.

Miguel passer godt på sin flok og har vist sig at være en rigtig god far. Hans horn bliver ved med at vokse og han ser imponerende ud, men er heldigvis noget af en kylling. Så vi kan trygt lade både små og store børn gå ind til ham. Og lugten… den kan vi snildt leve med. 

Til gengæld må han leve med at blive lånt ud til andre søde gededamer en gang i mellem. 

De får, forhåbentlig, kid og vi og vore geder får hvilet næseborene imens.