Der var engang tre små grise.

Nej, der var egentlig først to og så kom der en til.

Om igen

Der var engang to små nuttede, chokoladefarvede minigrise-unger. Grise unger i den alder hedder egentlig små-grise, men så ville det være små-minigrise  eller mini små-grise ,og det er jo mildest talt forvirrende. Altså.

Der var engang to minigrise-unger, der skulle til at flytte fra deres mor i Egtved, Jylland. Det var ellers et dejligt hjem, der ofte havde besøg af en masse børn og deres familier i deres smukke ferielejligheder. De to grisebasser var vant til at blive beundret. I sikkerhed bag deres mor.

Tilfældet ville at der et sted på Sjælland sad en Fru Farmer, der netop havde besluttet sig for at erhverve sig sådanne to søstre. Hvor heldig har man lov at være.

Hun havde nemlig en køkkenhave, der trængte til sådan et par grisetryner og besøg af en masse små og store dyreelskere, der trængte til flere dyr, de kunne beundre.

I huj og hast fik Fruen og hendes mand bakset en grisefold sammen og malet en plast-iglo. Hr Farmer havde set den stå i en vejkant og se så trist ud, med et ”gratis” malet på siden og det er jo ikke en værdig skæbne for sådan en iglo, tidligere hundehus.

Der var dog ingen på matriklen, der vidste, hvad de skulle stille op med den:

Ponyerne kunne ikke være i den, der var kun plads til et par gedekid, kaninerne foretrak deres huler.. og hverken hunden eller kattene var tilhængere af den slags.

Den stakkels iglo havde derfor stået i garagen med sit ”gratis” i nogle måneder.

Indtil den blev malet rød og sort, fyldt med dejlig halm og placeret i en køkkenhave med trådhegn og stødhegn omkring.

De to søstre, herefter kaldet Gurli og Olivia, var nu slet ikke parate til at flytte i iglo.

De savnede deres mor og fandt i stedet noget dejligt blødt uld omgivet af højt ukrudt at gemme sig i. I sikkerhed for deres naboer, to små tykke, røde ponyer, der var blevet så bange for dem, at de straks flygtede til en anden fold og stod og kastede lange, bange blikke mod de underligt lydende, farlige skabninger.

Det passede nu Gurli og Olivia godt nok. Så kunne de i ro og mag spise nogle af de lækre jordbærplanter (som Fru Farmer troede, hun kunne grave op dagen efter) og hvad der ellers var at friske lækkerier.

De nye mennesker var nu meget tilforladelige: De gav dem rigeligt med mad og af og til lækre pastasalater og efter et par uger turde Gurli komme ganske tæt på Fru Farmer. Tæt nok til at snuppe en pastaskrue eller en bolle ud af hånden på hende.

Olivia holdt sig, småhvinende, bag sin søster og pilede væk, så snart mennesket bare blinkede med øjnene. Det kan godt være, at hun var blevet solgt som en ”kælegris”. Hun skulle ikke nyde noget af at komme i nærheden af deres farlige hænder. Sidst hun slappede af, var hun og hendes søster blevet proppet ned i en beholder og kørt langt væk fra deres familie til nogle, der talte helt anderledes og kiggede på dem hele tiden.

De nye mennesker bemærkede, at grisefrøkenerne ikke sov i deres iglo og byggede en hytte af grene og kviste med et fint bladbeklædt tag.

Gurli og Olivia undersøgte det, men foretrak deres lille uld-beklædte rede, hvor de kunne ligge og se på nattehimlen.

Det var ellers begyndt at blive koldere og havde de været mere modige, var de flyttet ind i træhytten eller måske endda havde givet igloen en chance. Men det var de ikke.

Og så pludselig en dag kom han. Palle Gris. Han var lys, lidt større end dem og rigtig meget modigere.

Han nåede lige at lande i folden, før han hurtigt hilste på de to søstre og derefter nøje undersøgte, hvilket et sted han var landet.

Det viste sig, at han kom ikke langt fra deres fødeby og talt gris´sk med samme smukke dialekt som dem. Han var af et kuld på 7 og samtidig kom hans 7 fætre og kusiner til verden. Palle var vild med kun at skulle dele sin fold og taletid med to unge damer og han var også vild med igloen.

Da søstrene om natten lå og småfrøs i deres rede, gik han ud og hentede dem.

De fulgte med, efter at han på tro og love erklærede, at han ville ligge yderst og vogte.

Og således blev det.

Og da det blev morgen og Palle kunne høre sin mave rumle og mennesker skramle med madspande et stykke derfra, øffede og hvinede han så højt, at han vækkede alle de dyr, der endnu ikke var vågnede.

Og umiddelbart efter blev morgenmaden serveret.

Gurli og Olivia plejede at vente pænt til menneskene kom med ponyernes mad.

Da Palle opdagede, at menneskene reagerede på hans hvinen, begyndte han så snart han kunne se bare det mindste lys eller høre den mindste lyd fra huset.

Både ponyer og grise fik på denne måde morgenmad meget tidligere. Til stor glæde for alle. Måske lige undtagen menneskene. Ikke mindst fordi de to søstre hurtigt lærte at deltage i balladen og det både var menneskene på matriklen OG deres naboer, der kunne høre den smukke grisemusik.

Palle var også meget modigere end grisefrøkenerne, når det gjaldt om at komme tæt på menneskene. Han gik gerne helt tæt på og snuppede selv små godbidder direkte fra deres fingre.

Gurli ville ikke virke  tøset og kom næsten lige så hurtigt helt tæt på menneske-fingrene. Hun tænkte heller ikke på andet end mad, fra hun slog øjnene op i igloen til de alle tre snorkede om kap om aftenen.

Olivia var ikke overbevist. Der skulle mere end godbidder til at overbevise hende om, at de ikke bare var ved at fede dem op. Hun havde hørt dem tale om flæskesteg og grine. Hende kunne de ikke narre. Hun havde skam hørt efter, da hendes onkel i det jyske, fortalte om vinterfesten og alle de dyr, der blev slagtet for at menneskene kunne holde den.

Det var begyndt at blive ret mørkt og temmelig koldt. Der blev fyldt mere tørt halm i hytterne og så en dag.. landede en fin, isoleret træhytte i grisefolden og oh-fryd. Den blev foret med Alpaka-uld og der blev lagt uld foran, så de kunne tørre klovene af inden de gik ind i varmen.

Når de ikke lige lå der..eller fik maden serveret, rodede de rundt i deres have efter rødder, urter og glemte kartofler og inden vinteren for alvor havde fået sit tag i landet, havde de omdannet den før så kvikgræs-og andet køkkenhaveuvenligt-angrebne område og forvandlet det til en stor mudderpøl.

Og Palle begyndte at kede sig og opdagede, at han have fået væltet noget af hegnet i sin iver efter af finde rødder.

Og Hr og Fru Farmer opdagede, hvor svært det er at fange en minigris, når afgrøderne på naboens eng er meget højere end grisen, der i øvrigt ikke har horn, hår eller andet at holde fast i.

Efter at have stået tryne til mule med en meget sur Ribs (ponyen altså), ødelagt et net og udsigten til en stille aften, kom Palle dog tilbage til de to andre og der blev lagt noget for hullet under hegnet.

Et stykke tid efter lykkedes det dog igen.

Fru Farmer blev afbrudt, midt i en dejlig frokost med en kær veninde, da selvsamme veninde kiggede ud af vinduet og udbrød:

” Der går en gris ude på gårdspladsen. Faktisk går de der alle tre.”

Og ud gik de to kvinder og fik med mad og ”vi lader som om vi bare er ude at gå med lidt mad og nogle æbler, som vi tilfældigvis taber”-legen..lokket alle tre grise ind i folden igen og repareret igen-igen. Til stor moro for gæsten og skuldertræk fra Fru Farmer.

Nogle dage efter blev mudderpølen/køkkenhaven udvidet med en stribe buske og nogle uger efter med et stort stykke græs. Og et nyt el-hegn.

Derefter gik grisebasserne og virkede ret så glade og tilfredse og tykke i adskillige uger.

Lige indtil Fru Farmer på sin morgenrunde for ganske nylig undrede sig over, at det kun var Palle og Gurli, der kom ud for at spise.

Med bange anelser gik hun mod det forede grisehus, hvor hun mødte en frisk Olivia. ”Skal du da slet ikke have noget at spise”?, spurgte Fru Farmer lettet. Afsted fór grisen. Men der var noget galt. Hvad var det, der lå i grisehyttten?

”Bare det ikke er en rotte”, nåede den flyverdragt-indpakkede kvinde at tænke.

Det var det nu ikke…

I hytten lå 6 nuttede bitte små grise, der vred sig og rystede af kulde.

Mennesket var nær røget bagover i mudderet af bar overraskelse.

Minigrise er nemlig først kønsmodne, når de er over et år (havde menneskene læst på en ellers ret pålidelig internet-side om disse dyr) og ingen af de tre små grise var endnu fyldt et år. Farmerfamilien havde derfor ladet de 3 gå sammen og regnede ikke med at se små bitte grise før til sommer. Tidligst.

Almindelige, store grise er allerede kønsmodne i 4-5 måneders alderen.

Olivia, der ellers er den generte og søde af de to hun-grise, ved åbenbart ikke, at hun er en minigris.

”Når grisene farer skrues temperaturen i stalden op til 22 grader”, læste Fru Farmer.

Palle og co går ikke i en stald og temperaturen den dag var meget tættere på frysepunktet end på 22 eller sågar 10 plus grader.

Til gengæld har de et alpaka-foret hus og de små gris får lov at putte sig ind til deres mor, og moster og far.

Og de holder varmen og vokser sig større for hver dag, der går. Deres hus får dagligt frisk hø og halm og madskåle og vandskåle er blevet flyttet hen ved siden af huset, så Mor Olivia ikke behøver at gå så langt væk fra sine unger.

Hun er blevet mor (alt for) ung, men hun klarer det perfekt.

Så..der var en gang tre små grise.. og nu er der 9.

Indtil videre 🙂